For lidt over en uge siden søsatte jeg et social media-/demokratiprojekt. Det, der faldt mig for brystet, var, at stort set samtlige danske partier anvendte Google Analytics og alle — med undtagelse af Venstre — uden en persondatapolitik på hjemmesiden.
Dine brugeradfærdsdata deles med verdens største annoncevirksomhed
Det, der også falder mig for brystet, er, at man ved at bruge Google Analytics deler brugeradfærdsdata med verdens største annoncevirksomhed, Google. Det mener jeg ikke er nogen god idé ud fra en forretningsmæssig vinkel, og jeg er i tvivl om, hvorvidt det overhovedet er lovligt inden for gældende dansk / EU-lovgivning.
Er vi på vej mod server side-webtracking?
Cookieproblematikken kan løses ved at køre webanalyse server side, fx med Piwik, der fornyligt har lanceret en version, der ikke er Javascript-baseret, men som processerer brugerdata ud fra Apache/IIS-logs. På den måde ved du, hvor dine brugeradfærdsdata befinder sig fysisk (på din server). Og du ved, at de ikke bliver brugt af andre end dig selv til annonceringsformål.
Dine data — black ice
Piwik efterlader stadig meget at ønske, når man sammenligner med Google Analytics, men udviklingen ser ud til at gå hurtigt. Og der er nok mange, der vil foretrække at have deres egen sorte boks frem for at være afhængige af, hvad der foregår inde i andres.
